Cosmopolitan eller ’Cosmo’, som den kaldes af pigerne i Sex and the City, er en lækker syrlig og forfriskende rubinrød drink, der er nem at mixe sammen. Cocktailen er perfekt til dem der foretrækker lidt syrlige cocktails, men den kan dog nemt tilpasses til dem med en sødere tand, blot ved at tilføje 1-2 cl sukkersirup.
Cosmopolitan er ideel som velkomstdrink – den er flot, smager godt – og kan forberedes både som syrlig eller sød. Velkomstdrinkfadet kan også nemt spædes til med en god Gin og Tonic, som er ovre i de lidt mere bitre smagsnuancer – så er du garanteret at der er noget til enhver smag.
Hvad er en Cosmopolitan cocktail
Der er få ting der er mere genkendeligt end en Cosmopolitan, hvilket er imponerende, da man ikke ligefrem falder over cocktailen på barerne herhjemme i Danmark. Men den rubinrøde eller pink væske der tårner frem på toppen af den stilet-lignende stilk på Martini glasset, er ikke til at tage fejl af. Den let genkendelige cocktail – en blanding af vodka, cointreau, tranebærjuice og lime – er intet mindre end et barn af sin tid, som for alvor blev gjort populær i sluthalvfemserne af Carrie Bradshaw & Co i Sex and the City.
Selvom den let genkendelige Cosmopolitan drink ikke altid er lige let at finde rundt om på de danske vandingshuller, så er den her stadig, omend som en nostalgisk rosenfarvet totempæl af en anden alder – en sand moderne klassiker.
Hvad er cosmopolitans opskrift?
For at lave en ægte Cosmopolitan cocktail skal man bruge 4 ingredienser og 2 redskaber. Man skal bruge vodka, cointreau, tranebærjuice og lime. Ét Martiniglas og én shaker. Man kan også bruge et hvilket som helst andet glas og blande ingredienserne uden en shaker, hvis man ikke lige har andet ved hånden.
Har man en shaker, kommer man ingredienserne i shakeren, shaker den og sier væsken over i sit Martini glas. Og man har et styks nem og vellavet Cosmopolitan!
Hvis man gerne vil have en sødere Cosmopolitan drink, som nævnt i indledningen, så kan man tilsætte 1-2 cl sukkersirup, dette kan købes færdiglavet eller laves derhjemme. Derudover kan en citron vodka også stærkt anbefales, da den harmonere rigtig godt med cointreauen og limesaften.
Cosmopolitan cocktailens historie
Der er en smule forvirring om, af hvem og hvornår den første Cosmopolitan cocktail blev lavet, men der er ingen tvivl om, hvordan kulturen omkring denne cocktail blev formidlet videre af Carrie Bradshaw, hvis signatur cocktail var den stilsikre Cosmopolitan, som fulgte hende på hendes eskapader i New Yorks natteliv.
Efter anden verdenskrig blev amerikanerne opmærksomme på det franske Cointreau, hvorefter de fandt på drinken Kamikaze (cointreau, limesaft og vodka). Og i firserne tilføjede de tranebærjuice, for at lave det til en flottere drink, og der havde de så Cosmopolitan. Det er en af mange historier om, hvordan Cosmopolitan blev til, forklaret af bartenderen John Caine fra San Francisco, som har fået kredit for at gøre cocktailen populær.
Cosmopolitan
Ingredienser
- 2 CL Cointreau
- 4 CL Vodka
- 4 CL Tranebærjuice
- 2 CL Friskpresset limesaft
- Isterninger
- Sukkersirup (valgfrit)
- Revet appelsinskal til pynt
Sådan gør du
- Hæld alle ingredienser i en shaker og ryst
- Si indholdet over i et Martini glas
- Klem appelsinskallen, så olierne sprøjter ud over drinken, placer den i drinken
- Servér